mandag den 9. juni 2014

Klassisk boller i karry - ren fødselsdagsmiddag!

Boller i karry er en af hofretterne herhjemme og som så meget andet der kendetegner vores hverdagsmad, så skal det altså være nemt, hurtigt og lækkert.

Torsdag var det min mands 32 års fødselsdag. Han er håndværker og havde derfor fri hele dagen sammen med ungerne - det må være skønt altid at have fri på sin fødselsdag. Ungerne, manden og svigermor tilbragte dagen på zoologisk museum og havde en rigtig dejlig dag - jeg råhyggede jo så bare på arbejde. Jeg elsker mit arbejde, jeg bruger min dag på at gøre andres dagligdag bedre, de er afhængige af min hjælp og det er enormt givende at se folk komme ind af døren med smerter, og gå ud igen med bedring - derudover så får jeg SÅ meget igen, og vi har det sk... sjovt iblandt os alle på klinikken, både kolleger og patienter imellem, dejligt at bruge sin dag med grin.

Nå, men jeg kom fra boller i karry.

Jeg har igennem de sidste mange år lavet boller i karry på samme måde.





Ingredienser:

Kødboller:

500 g hk. svin, eller blandet kalv/flæsk.
1 æg
1 finthakket løg
2 spsk mel
en sjat mælk
salt og peber

Ris
250 g. basmati ris
500 ml. vand.
salt.


Karrysovs:
25 g. margerine, eller smør
2 tsk karry
2 spsk mel
vand - evt. kogevand fra kødbollerne
Svine boullion
mælk
Et revet æble
1 stor revet gulerod

Start med at sætte risene over - følg vejledningen på posen og en stor gryde vand til kødbollerne.

Bland alle ingredienserne til kødbollerne godt - farsen skal ikke være vildt fast, gerne lidt lind, men den skal kunne formes i hånden. Reguler konsistensen ved hjælp af mælk og mel.
Når vandet til kødbollerne koger kugles farsen med en ske i hånden til kødboller i passende størrelse, husk at de bliver større når de koges, så pas på størrelsen.

Husk at holde øje med risen.

Karrysovs.
Rist karryen af i en varm gryde, når den er ristet let af tilsættes margerine el. smør. Lad det smelte og bruse let af og tilsæt så melet og pisk godt. Tilsæt forsigtigt lidt vand af gangen og pisk godt, pas på klumper, tag dig god tid til at få pisket klumperne godt ud - tilsæt vandet lidt af gangen til du har en god opbagning forsæt med at tilsætte vand til sovsen er let tyk. Tilsæt mælk til sovsen har den konsistens du vil have. Tilsæt boullion, salt og peber og revet æble og gulerod og lad sovsen koge lidt sammen.

Hæld vandet fra bollerne, og server for familien og nyd det.

MissMai



Ingen kommentarer:

Send en kommentar